Search
Close this search box.

Behandlinger

Røntgen og Ultralyd

Præcise billeder, bedre behandling

Røntgen er en hurtig og god metode til at undersøge kroppens knogler og led og benyttes til at vurdere skader eller forandringer, som kan være årsag til smerter i bevægeapparatet. Knoglevæv fremstår nemlig tydeligt på røntgenbilleder som hvide skygger. Bløddelene, rundt om knoglerne, ses som grå skygger, der varierer i tæthed.

Ved røntgenbilleder kan bruskskivernes højde ligeledes vurderes ved at se på afstanden mellem ryghvirvlerne. Har du mistanke om en diskusprolaps eller anden bruskskivelæsion, kan dette kun ses ved en MR-skanning.

Kiropraktorer er uddannede til at foretage og fortolke røntgenbilleder af bevægeapparatet. Røntgenbilleder bruges bl.a. til at give kiropraktoren supplerende viden således, at der kan dannes et præcist indtryk af patientens problem.

Sådan foregår en røntgen- undersøgelse

En røntgenundersøgelse består af en række billeder, som tages fra to eller flere vinkler. Du skal enten sidde eller stå, imens billederne bliver taget. Billederne dannes via røntgenstråler, der rettes mod det område af kroppen, som skal undersøges. Det tager kun få sekunder at tage selve billedet.

 

Efter undersøgelsen udfærdiger kiropraktoren en beskrivelse af billederne, som videresendes til egen læge, såfremt du har givet samtykke hertil. Dine røntgenbilleder gemmes også digitalt på en fælles server, der muliggør, at bl.a. radiologer kan få adgang til billederne, hvis dette vurderes nødvendigt.

Ved røntgen undersøges:

Knoglebrud

Slidgigt (artrose)

Ledgigt (artritis)

Nedsat knogletæthed ved knogleskørhed (osteoporose)

Forandringer som skyldes kræftsygdom.

Ultralyd

En ultralydsscanning er en effektiv metode til at undersøge problemer i kroppens bløde væv, så som skader i muskler, sener og andre bløddele, der ikke kan ses ved almindelig røntgenundersøgelse. Ultralydsundersøgelsen følger derfor ofte efter røntgen, da ultralydsscanningen gør det muligt for kiropraktoren at stille en mere nøjagtig diagnose med henblik på at sikre dig det korrekte behandlingsforløb.

Undersøgelse med ultralyd er særligt velegnet til at vise og vurdere bløddele så som ledbånd, sener, slimsække, muskler og led, men også brusk og knogleoverflader.

Undersøgelsen er dynamisk. Dét betyder, med andre ord, at kiropraktoren kan bevæge dine muskler og led, mens ultralydsundersøgelsen pågår med henblik på at se efter skader og vurdere, hvordan vævet opfører sig ved bevægelse. Desuden benyttes ultralyd til at følge op på kroppens helingsproces eller med henblik på at vurdere udviklingen af en skade, herunder særligt sportsskader.

Sådan foregår en ultralydsscanning

Da ultralyd bevæger sig bedst gennem væske, påføres gel på det område, der skal scannes. Gelen kan føles kold, men den er ganske neutral og aftørres nemt efter scanningen. Dernæst føres en lille, håndholdt scanner hen over det område, der skal undersøges, og via lydbølger dannes billeder på en skærm, som kiropraktoren følger nøje undervejs.

Undersøgelsen gør ikke ondt og er som regel hurtigt overstået. Der er ingen stråling forbundet med ultralyd, og derfor kan undersøgelsen foretages på alle uden bivirkninger eller smerte. Undersøgelsen kan videresendes til relevante fagpersoner, herunder egen læge, med dit samtykke.

Har du spørgsmål?

Så er du meget velkommen til at kontakte os.

Vi ser frem til at høre fra dig.